Ole Pedersen
Historien om drengen fra landet, der blev værtshusholder i
Nyhavn og fik 8 børn med lange navne.
Daglejerens søn
Ole er søn af indsidder og daglejer Peder Olsen og har andre planer
for sit liv end at følge i faderens fodspor. Hans første værtshus er i
Helsingør og det næste er i København. Han er dog lige tilbage på landet
for at gifte sig med Maren Kristine Nielsen i Glumsø. Så er det afsted til
København, hvor mange søger til fra landet.
På den pæne side af Nyhavn i København
I dag er Nyhavn en lille oase i byen. Mens vandet klukker i
kanalen og med en dyr, men kold skummende fadøl i sommersolen, kan man
måske med lidt fantasi forestille sig stedet som det var engang (hvis man
lukker øjnene halvt og ignorerer støjen fra turister og havnerundfartens
både). I mange år var det Københavns red-light-district, hvor
sømændene soldede hyren op; godt hjulpet af skumle værtshuse, tatovører og
prostituerede piger fra provinsen. Der var fyldt med små og store sejlskibe
i kanalen og et leben både dag og nat. Alt dette skete på den uartige
side af Nyhavn.
Ole og Maren flytter omkring 1880 ind på den pæne side
af Nyhavn i nummer 20. Det er et kønt, rødt hus med hvide vinduer, hvor
H.C. Andersen boede i 1830’erne: "Jeg har et smukt Værelse ud til
Canalen hvor Skibene ligge og Vinden piber i Seilene ...".
Familien bor først på kvisten, men flytter efterhånden til større
lejligheder længere nede mod Havnegade og lejer til sidst både stue og 4.
sal i nummer 40.
I 20 år har Ole og Maren værtshuset i stuen af nummer 38. En
af sønnerne er kelner her og Maren er beværterske efter Oles død. Hun
sælger muligvis i 1916, hvor den nuværende Café Optimisten er startet.
32 navne og nye slægtsnavne
De 8 børn bliver begavet med 4 navne hver. Færre navne kan nok
heller ikke gøre det, når man bliver inspireret af de mange fine navne på
Holmens øvrige beboere. Men der er lige det med Petersen.
Den danske navneskik "lider af at være ensformig, u-praktisk
og uskøn i en saadan Grad, at man vanskelig skal finde dens Lige
andensteds" erklærede en kommission i 1899. I mange år havde
myndighederne forsøgt at udrydde bøndernes tradition med sen-navne. Nu
prøver man igen med loven om navneforandring af 1904. Med begrænset held;
kun 100 familier om året ændrede navn. Dengang – ligesom i dag - er den
psykologiske modstand ved at ændre sit slægtsnavn simpelt hen for stærk.
Nogle af sønnerne overvinder sig dog. I 1911, 1918, 1919 og
1920 får de nye efternavne og markerer måske derved, at de heller
ikke følger i faderens spor; de er ægte – andengenerations - Københavnere.
Personhistorie samlet af Hauge Larsen 2008
|